Har verdens mest umage makkerpar givet Biden en kæmpe gave?

De første overskrifter fik nyheden helt galt i halsen. Da de olieproducerende lande sammen med Rusland i mandags annoncerede en forlængelse af aftalen om lavere produktion af olie, talte mange om endnu et forsøg på at holde olieprisen oppe. Men faktisk var der tale om det præcis modsatte. Fra efteråret vil OPEC-landene og Rusland igen forøge produktionen af olie. Derfor er olieprisen faldet seks procent på en uge til 79 dollar pr. tønde. Det har ikke kun konsekvenser for danske bilister. Lavere oliepriser er også med til at trække inflationen ned. Det forøger husholdningernes købekraft og gør det nemmere for centralbanker at argumentere for lavere renter. Men hvorfor? Hvorfor vælger Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Saudi-Arabiens magthaver, kronprins Mohammed bin Salman, at forøge produktionen af råolie, når de ved, at det vil sende priserne nedad? Svaret er, at de ikke har råd til andet. Og at de måske ikke forstår oliemarkedet så godt, som de troede. Krige koster kassen Begge lande er dybt afhængige af de milliarder af dollar, som olieeksporten leverer i valutakassen og statskassen. Og de tre runder af begrænsninger i produktionen har ikke formået at løfte priserne til de niveauer, hvor de to lande kan finansiere deres store udgifter. Rusland skal finansiere en dyr krig i Ukraine og har brug for udenlandsk valuta til at købe de varer, som man ikke producerer selv. Olie er egentlig omfattet af de vestlige sanktioner mod landet, men ikke mindst Indien og Kina køber russisk olie med arme og ben og er dermed de vigtigste drivkræfter i Ruslands invasionskrig. Hvis de to lande stoppede med at købe russisk olie, ville Ruslands økonomi kollapse i løbet af få uger. Derfor får de også olien billigere end verdensmarkedsprisen, og de to lande har desuden tvunget Rusland til at acceptere betaling i deres egne valutaer, yuan og rupee. Det giver god mening for Rusland i Kinas tilfælde, for det er herfra, at Rusland får de fleste industrivarer og den meste teknologi – også til våbenproduktion. Kina sidder med alle kort på hånden og nægter eksempelvis også at betale fuld pris for den russiske naturgas, der tidligere flød til det europæiske marked. Rusland har et større problem med de indiske rupee, fordi Indien ikke producerer så meget af det, som Rusland har brug for. Bunker af elektroniske rupee hober sig op i Moskva, for det er ikke nemt at betale med den indiske valuta, når man køber varer i andre lande. Saudi-Arabien har kastet sig ud i verdenshistoriens dyreste byggeprojekter, som de nu er ved at kløjes i og derfor må reducere ambitionerne for. Mest spektakulært er NEOM, der blandt andet omfatter en 170 kilometer lang futuristisk by i ørkenen, der efter den oprindelige plan skal huse ni millioner indbyggere. Landet har også kastet milliarder efter forskellige sportsgrene i forsøget på at forbedre det konservative kongeriges omdømme – og skabe en fremtid, der ikke er afhængig af olien. Danske DSV annoncerede sidste år meget overraskende et omfattende samarbejde med Saudi-Arabien til 70 milliarder kroner om logistik til de store projekter. Pris gange mængde Indtægterne fra olie er ret simpelt et spørgsmål om pris gange mængde. Hvis man ved at begrænse produktionen kan presse priserne op til et niveau, hvor indtægten fra den lavere produktion er større end ellers, så er manøvren en succes. Kun Saudi-Arabien og Rusland har en produktion, der er statsstyret og stor nok til at kunne påvirke prisen på verdensmarkedet. Prisen betales så af forbrugerne i form af højere priser på alt fra benzin til plastic og gødning. Det kan dog også vise sig at være en kortsigtet strategi. Jo højere olieprisen er, desto flere grønne investeringer bliver rentable, hvilket vil reducere efterspørgslen efter olie på længere sigt. Problemet for Saudi-Arabien og Rusland er bare, at de ikke rigtig er lykkedes med at presse prisen afgørende op. Det skyldes blandt andet, at ikke alle OPEC-lande har bakket lige meget op om nedskæringen. Men det skyldes også, at OPEC ikke kontrollerer hele verdens produktion. Den saudiske produktion af råolie er nu hver dag to millioner tønder lavere end i efteråret 2022, mens Rusland slet ikke har reduceret sin produktion. Men i den samme periode er den amerikanske produktion forøget med knap én million tønder om dagen. Og produktionen i Venezuela og Iran er tilsammen steget med to millioner tønder. Altså tilsammen tre millioner ekstra tønder olie om dagen fra de tre lande. Iran er fortsat omfattet af vestlige sanktioner, men eksporterer det meste af den kraftigt forøgede produktion til Kina. Venezuela har fået ophævet nogle amerikanske sanktioner og er også langsomt på vej op. Resultatet for Saudi-Arabien og Rusland er dermed en lavere produktion og en lavere pris. Altså færre penge i kassen og en mindre markedsandel. Der er et tredje element i forhold til indtægterne i statskassen, og det er valutakursen. Saudi-Arabien fører fastkurspolitik over for dollaren og har dermed frasagt sig det våben. Men den russiske rubel er faldet drastisk siden invasionen af Ukraine i 2022. Problemet for Putin er dels, at det er politisk meget upopulært med en svag rubel, og dels, at det bliver meget dyrere at købe de nødvendige varer i udlandet. Resultatet af faldet i rublen er højere inflation og dermed også højere renter. De lavere eksportindtægter fra olie betyder, at de russiske myndigheder nu er tvunget til at sælge milliarder af dollar af udenlandsk valuta for at få rubler i statskassen. Det store spørgsmål er nu, om de to lande har fejllæst markedet, eller om de seneste prisfald er en overreaktion. De fleste analytikere forventer tiltagende økonomisk vækst senere på året og dermed også højere efterspørgsel. Men som sagt kan det også forventes, at produktionen stiger i landene uden for OPEC. Hvis to lande forøger produktionen med ti procent, og prisen falder tilsvarende, så er man lige vidt – bortset fra, at man har en lidt større markedsandel. Hvis man for alvor skal ændre på de globale markedsforhold, skal produktionen forøges så kraftigt, at olieprisen kollapser. Det prøvede Saudi-Arabien med succes tilbage 1980erne, hvor de smadrede olieindustrien i Texas og var lige ved at knække halsen på Norge. Men verden er anderledes i dag, ikke mindst fordi den amerikanske produktion primært er skiferolie, hvor der ikke er de samme enorme investeringer forud for produktionsstart, og hvor produktionen nemt og billigt kan reagere på priserne. Og Rusland har slet ikke råd til at føre en sådan kampagne og samtidig holde krigsmaskinen kørende. Resultatet kan meget vel blive, at oliepriserne som minimum holder det nuværende lavere niveau – eller falder yderligere. Heldet tilsmiler Biden Tilbage i Det Hvide Hus i Washington sidder en præsident Biden, der må tage et par sejrsrunder over det enorme held, som lige er tilsmilet ham. Prisen på benzin er suverænt den vigtigste faktor i amerikanske forbrugeres optimisme og dermed også for præsident Bidens chancer for genvalg. Biden har netop annonceret, at man vil tilføje en million gallon benzin til markedet fra de strategiske reserver for at holde prisen nede hen over sommeren. Det kan vise sig slet ikke at være nødvendigt. Samarbejdet med Putin og bin Salman har længe været til åben irritation for Biden. Forud for midtvejsvalget i 2022 rejste Biden til Riyadh med det erklærede mål at få olieproduktionen i vejret og prisen ned. Men bin Salman gav sig ikke en millimeter. Paradoksalt har de to – den ene en svoren fjende, den anden officielt en nær allieret – magten til at gøre Bidens genvalg meget kompliceret ved at holde olie tilbage og fremtvinge et hop i prisen til efteråret. Det kan de fortsat, men med de nye udmeldinger er det mindre sandsynligt. Hvis de nye lavere oliepriser bider sig fast, kan Biden altså sende et takkekort til Moskva. Fordi Putin ikke har andre valg. Og i øvrigt også til præstestyret i Teheran. Sådan er verden nogle gange så finurlig. Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør https://www.berlingske.dk/oekonomi/har-verdens-mest-umage-makkerpar-givet-biden-en-kaempe-gave